De mest klimavenlige frugter og grøntsager er dem, som er sæsonaktuelle og er blevet transporteret kortest muligt – dvs. danske frugter og grøntsager.
Derudover er der mange måder, hvorpå vi i produktionen også kan passe på vores jord. Andelshaverne i Gasa Nord Grønt arbejder hele tiden på at udvikle og forfine dyrkningsmetoderne, så jorden og råvarerne behandles mest skånsomt og bæredygtigt. Læs mere om indsatsområderne herunder.
Dansk frugt og grønt er et sundt og bæredygtigt valg
Frugt og grønt er et bæredygtigt valg, når du skal fylde tallerkenen. Hvis du ovenikøbet går efter de dansk producerede frugter og grøntsager, gør du dig selv og miljøet en kæmpe tjeneste. Det skyldes til dels, at udledningen af CO2e pr. produceret kg. fødevare er mindre for frugt og grønt sammenlignet med mange andre fødevaregrupper. Derudover har frugt og grønt mange sundhedsfremmende egenskaber, hvilket også er et vigtigt parameter at inkludere, når man vurderer, hvor bæredygtig en fødevare er.
Se CONCITOs klimadatabase her, hvor forskellige fødevarers klimaaftryk er opgjort.
FAO, der er FN’s organisation for fødevarer og landbrug, definerer bæredygtig mad som ”kost med lav grad af miljøpåvirkning, som bidrager til at fremme fødevare- og næringssikkerheden og sikre en sund levevis for nuværende og kommende generationer. Bæredygtig kost beskytter og respekterer biodiversiteten og økosystemerne, er kulturelt accepteret, tilgængelig, økonomisk fair, ernæringsmæssig tilstrækkelig, sikker og sund, samtidig med at den optimerer naturlige og menneskelige ressourcer.”
Læs mere om FAO her.
Cirkulær produktion og fokus på biodiversitet
Blandt andelshaverne i Gasa Nord Grønt er der stor fokus på at sikre en effektiv produktion i balance med naturen. Vi lever af jorden og ønsker at give en sund og næringsrig jord videre til kommende generationer. Her er nogle eksempler på indsatsområderne:
Bæredygtighed som strategi
Axel Månsson arbejder med bæredygtighed som strategisk pejlemærke. I samarbejde med Nature Energy har Axel Månsson etableret deres eget økologiske biogasanlæg. Her omdannes hønsemøg, kløvergræs og grøntaffald fra egen produktion til grøn biogas, der nyttiggøres som en energikilde svarende til opvarmning af 12.000 husstande. Den afgassede biomasse bruges efterfølgende som værdifuldt næringsstof til grøntsagerne. Dermed vender næringsstofferne tilbage i naturens kredsløb og fuldender den økologiske cyklus. Det giver en sund jord, smagfulde grøntsager og en natur i balance.
Læs mere om Axel Månsson her.
Cirkulær produktionsmodel
Tvedemose har udviklet en unik cirkulær produktionsmodel i deres svampeproduktion, hvor naturens egne processer efterlignes. Bioaffald fra Tvedemoses egne økologiske æglæggende høns bliver sammen med hestegødning fra lokale rideskoler komposteret til svampemuld, hvor de økologiske champignoner gror. Når svampene er høstet, sendes mulden videre til andre økologiske gartnerier, som fx bruger det til dyrkning af tomater og agurker. På den måde udnyttes ressourcerne fuldt ud.
Læs mere om Tvedemose her.
Økologiske høns i frugtplantagen
Mellem de økologiske frugttræer hos Munkebjerg Frugtplantage går 12.000 økologiske æglæggende høns. De trives her, hvor frugttræerne dækker hønsenes naturlige behov for at søge dækning og beskyttelse. Til gengæld holder hønsene plantagen fri for skadedyr og bidrager samtidig med værdifuld gødning til frugttræerne.
Læs mere om Munkebjerg Øko Frugtplantage her.
Brug af emballage
Hvorfor alt det plastik rundt om mine grøntsager? Det er et spørgsmål, som vi jævnligt møder og forståeligt nok, med tanke på at vi skal nedbringe brugen af plastik. Brugen af plastikemballage er dog ikke sort-hvid, og man kan ikke entydigt konkludere, at mindre plastikemballage vil være en fordel i det samlede klimaregnskab. Plastikemballage til frugt og grønt har flere gavnlige egenskaber, som er vigtige at have med i overvejelserne.
- Den rigtige plastikemballage forlænger holdbarheden på frugt og grønt og reducerer dermed madspild. Op mod 90 % af den samlede miljøpåvirkning ved produktion af grøntsager kommer fra produktionsleddet. Den resterende miljøpåvirkning kommer fra emballage og transport. Der er derfor en rigtig stor miljøgevinst at hente ved at nedbringe madspildet.
- Den rigtige plastikemballage beskytter råvaren under transport og håndtering i butik.
- Når der både er konventionelle og økologiske råvarer på butikshylderne, gør emballagen, at man ikke risikerer at forveksle produkterne.
Når det er sagt, har vi selvfølgelig stadig et ansvar for at bruge den rigtige plastikemballage og nedbringe brugen de steder, hvor det giver mening. Sammen med vores andelshavere vurderer vi, hvordan vi mest klimavenligt emballerer vores produkter uden at gå på kompromis med holdbarhed og fødevaresikkerhed. Samtidig deltager vi i forskningsprojekter for at finde frem til alternativer til traditionel plastik – fx bionedbrydelig plastisk eller emballage baseret på plantefibre.
Et eksempel på hvordan vi arbejder med mere klimavenlig emballering. I denne pose er plastforbruget reduceret med 45 %. og den plastik, som er brugt, er genanvendelig.
Hvordan minimerer vi madspild?
Det anslås af FN’s organisation for fødevarer og landbrug (FAO), at 1/3 af alle fødevarer der produceres globalt, går til spilde. Læs rapporten her. Madspildet er både en mistet mulighed for at brødføde den stigende befolkning og også meget kritisk i forhold til den miljøbelastning, det medbringer. Langt størstedelen af miljøaftrykket fra fødevarer kommer fra produktionsleddet, så der er stor værdi i at nedbringe madspildet.
Madspildet sker i hele fødevareforsyningskæden, og i produktionsleddet har vi også et ansvar. Hos Gasa Nord Grønt gør vi, hvad vi kan for at reducere madspildet, og i samarbejde med vores andelshavere og samarbejdspartnere har vi iværksat flere initiativer for at imødegå madspild.
Madspildsgulerødder
Hos vores rodfrugtproducent DanRoots smed de tidligere ca. 1.000 tons økologiske gulerødder ud om året, fordi de ikke passede i en klasse 1 sortering. De kunne være for små, skæve eller være knækket. I samarbejde med organisationen Stop Spild Af Mad tog DanRoots initiativ til at få solgt gulerødderne på anden vis, og i dag sælges de som økologiske mini-gulerødder.
GartnerHjælpen
Vidste du, at ud af en 100 % tilplantet broccoli- og blomkålsmark vil ca. 40 % af råvarerne aldrig komme til salg? Det kan der være mange årsager til – fx for stor eller lille størrelse, skæv facon eller forkert farve. Den gode smag og kvalitet fejler dog intet, og det er derfor rigtig ærgerligt, hvis råvaren går til spilde.
For at give vores ’skæve’ råvarer en ekstra chance, har vi sammen med Dansk Cater etableret GartnerHjælpen, hvorigennem en del af råvarerne kan afsættes. Derved hjælper vi både vores andelshavere med at opnå et større udbytte af de råvarer, som alligevel bliver høstet, og vi mindsker madspild.
Mød vores andelshavere
Producenterne i Gasa Nord Grønt er samtidig vores ejere. Hver dag arbejder de ihærdigt for at levere friskt frugt og grønt, der bliver dyrket i balance med naturen. Bliv klogere på dem her.